Dyre- og planteliv i de kystnære områder er hårdt presset af dårlige miljøforhold. Med støtte fra VELUX FONDEN og en række organisationer har projektet Kysthjælper derfor engageret frivillige i at give havet en hjælpende hånd. Men vi er slet ikke færdige endnu!

 

 

_0006_DSCF8923.jpg

Kaare Manniche Ebert

Biolog

Kysthjælpers indflydelse på marin naturgenopretning

Kysthjælper har været med til at starte en folkelig bevægelse, der arbejder for bedre levesteder og en rigere natur på Danmarks kyster. Projektet har skabt håb og mulighed for handling i en periode, hvor det blev klart for alle, at havet har brug for hjælp.

Vi har inspireret kommuner og frivillige til at gå i gang med naturgenopretning i havet, så nye projekter ser dagens lys mange steder i landet.

Kysthjælpers frivillige har:

  • Lagt mere end 13.000 frivillige timer i projekt Kysthjælper
  • Udplantet mere end 83.000 ålegræsskud
  • Bidraget til udlægning af 1200 tons sten
  • Udlagt 25 kvadratmeter muslinger
  • Undersøgt havbunden før og efter genopretning af levesteder

Engang fik man som regel en torsk eller to på krogen, når man kastede snøren i vandet fra strandkanten. Det vrimlede med skrubber og rødspætter på det lave kystnære vand. Og muslinger, ålegræs og blæretang gjorde de danske fjorde og kyster til et paradis med et væld af liv.

Desværre har situationen ændret sig. Havet lider. Det gisper efter vejret på grund af forurening og iltsvind, og mange steder er fisk, dyr og planter væk, da deres levesteder med tiden er forsvundet.

Derfor har Danmarks Sportsfiskerforbund undersøgt, hvordan frivillige kan inddrages i arbejdet med at genskabe de vigtige levesteder på Danmarks kyster. Vi gav havet en hjælpende hånd med projektet Kysthjælper – i samarbejde med en række NGO'er og universiteter, og med støtte fra VELUX FONDEN.

Naturgenopretning drevet af frivillige
Kysthjælper har styrket danskernes ejerskab til havet og de kystnære områder, og sammen med frivillige kræfter har vi forbedret det kystnære havmiljø med lokale genopretningsprojekter i Limfjorden, Aarhusbugten, Horsens Fjord og Lillebælt ved Assens. 

Målet med Kysthjælper var at skabe de bedst mulige rammer for naturgenopretning i havet, drevet af frivillige, med fokus på udplantning af ålegræs og udlægning af mindre stenrev og muslingebanker.

Kysthjælpers frivillige har bevist, at de kan gennemføre lokale genopretningsprojekter med et smittende engagement og evnen til at forstå og udføre naturgenopretnng i havet. Men vi er slet ikke færdige!

Mange nye genopretningsprojekter vil skyde frem langs vores kyster, med frivillige som den bærende kraft. Kysthjælper.dk er et værktøj for jer, der skal i gang med et nyt projekt og søger viden og vejledning til jeres arbejde, lige fra den første undersøgelse, til der ligger et nyt ålegræsbed eller stenrev skabt af jer.

DSCF8734

Ålegræs – havets vidunderplante

Ålegræsbedene er vigtige levesteder for fiskeyngel og smådyr. Planten binder forurenende næringsstoffer og bidrager til bedre kystsikring. Derfor skal vi genskabe forsvundne ålegræsenge på kysterne.

Bliv klogere på ålegræs
Morten Rasmussen Web

Stenrev – hotspot for biodiversitet

Stenrevet er et vigtigt leve- og skjulested for havets fisk og bundlevende dyr som muslinger, snegle og krebsdyr. Derfor er der brug for at genskabe de opfiskede stenrev på Danmarks kyster.

Bliv klogere på stenrev
MRA11050 Web

Muslingerev – havets renseanlæg

Muslingerevet er bolig og spisekammer for et væld af arter i havet, og revet fungerer som et lokalt renseanlæg på havbunden. Derfor er der behov for at skabe flere muslingerev i de kystnære havområder.

Bliv klogere på muslingerev

Frivillige som drivkraft i marin naturgenopretning

Frivillige er meget mere end praktisk arbejdskraft – de er medskabere af projektets identitet, lokale forankring og fællesskab. Uden det frivillige engagement ville mange marine naturgenopretningsprojekter slet ikke kunne realiseres. Få Kysthjælpers konkrete erfaringer, metoder og ideer til at organisere, motivere og fastholde frivillige i marin naturgenopretning.

Få det bedste ud af frivillige kræfter

Vejledninger til naturgenopretning i havet

Drømmer du om at udplante ålegræs eller etablere et nyt stenrev eller muslingerev på kysten? Kysthjælpers vejledninger hjælper dig fra ide til handling. Vejledningerne er målrettet frivillige, der vil i gang med et lokalt genopretningsprojekt.

Kom i gang nu

Vejledninger til citizen science for frivillige

Citizen science er frivilliges bidrag til videnskaben. Det gavner både forskningen og jeres eget genopretningsprojekt at lave undersøgelser af havmiljøet, både før og efter arbejdet er udført.

Find vejledninger her

Videnskabelige rapporter og resultater

Kysthjælpers arbejde er blevet fulgt af både universitetsstuderende og frivillige, som har undersøgt effekten af genopretningsprojekterne.

Find alle rapporter her

Kysthjælper i ørerne

Lyt til podcasten Knæk & Bræk og bliv klogere på Projekt kysthjælper

Partnere i Kysthjælper

Projekt Kysthjælper blev gennemført fra 2021-2025 under ledelse af Danmarks Sportsfiskerforbund og med bistand af to følgegrupper:

Faglig støttegruppe: Aarhus Universitet, DTU Aqua, Syddansk Universitet, Rambøll, COWI, Als Stenrev, Naturpark Lillebælt, Limfjordsrådet, Sund Vejle Fjord (Vejle kommune), Horsens Kommune, Aarhus Kommune, Assens Kommune og Danmarks Naturfredningsforening.

NGO-støttegruppe: Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Amatørfiskerforening, Danmarks Sportsdykkerforbund, Limfjordsmuseet, Danmarks Jægerforbund, Friluftsrådet og Dansk Fritidsfiskerforbund.

Projekt Kysthjælper har samarbejdet med:

Lunar Bank // Project Blue: Med et enkelt swipe på telefonen kunne Lunars brugere støtte Kysthjælpers nye stenrev i Limfjorden. Pengene gik direkte til anskaffelse og udlægning af sten.


Projekt Kysthjælper blev finansieret af VELUX FONDEN.En almennyttig fond, der ønsker et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.