Skarv-regulering: Hvorfor og hvordan?
Foto: Niels Vestergaard.
Ny film dokumenterer ubalance mellem skarver og sårbare fiskebestande og forklarer baggrunden for regulering af skarv.
– Jeg elsker at være ude i naturen, og jeg kan rigtig godt lide at fiske. Derfor har jeg et særligt fokus på, hvordan vores fiskebestande har det. Jeg har set, hvor drastisk vores fiskebestande er gået tilbage de sidste 10-15 år. Da jeg selv er jæger, har jeg fundet ud af, hvordan jeg lokalt kan være med til at regulere skarven og dermed beskytte nogle særligt sårbare fiskebestande.
Sådan indleder lystfisker og jæger Niklas Haugegaard Albrechtsen en ny film om skarvprædation og regulering af skarv. Filmen er produceret af Danmarks Sportsfiskerforbund i samarbejde med brancheorganisationen Dansk Lystfiskeri og Lystfisker Danmark, der refererer til Danmarks nationale lystfiskerstrategi.
– Formålet med filmen er at forklare, hvorfor vi på nuværende tidspunkt mener, det er nødvendigt at regulere skarver i de områder, hvor fiskene er mest sårbare. Fiskebestandene er i bund i både vandløb, i søer og på kysterne, og de har svært ved at genrejse sig, fordi fiskeyngel og sårbare arter bliver spist af skarver i et omfang, der lige nu ikke er bæredygtigt, siger Kaare Manniche Ebert, fiskebiolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for en bæredygtig balance og sunde bestande af både skarver og fisk.
– Vi arbejder for, at det bliver nemmere at komme i gang med at regulere skarver der, hvor der er behov for det. Vi ønsker en målrettet og effektiv regulering, der giver målbare forbedringer på fiskebestandene. Men da skarverne bevæger sig på tværs af landegrænserne, så er der behov for, at der bliver lavet en fælles EU-forvaltningsplan for skarv, siger Kaare Manniche Ebert.
Målet er beskyttelsen af sårbare fisk
I den nye film medvirker Niels Jepsen, der er seniorforsker ved DTU Aqua og har forsket i skarvprædation gennem mange år. Desuden medvirker Lars Erlandsen Brun, der er skarvrådgiver i Dansk Lystfiskeri og Danmarks Sportsfiskerforbund. Han har stor indsigt i skarvregulering og forklarer, at målet ikke er antallet af nedlagte fugle, men derimod en god beskyttelse af sårbare fisk.
Filmen kan ses på Danmarks Sportsfiskerforbunds YouTube-kanal.
– Vi håber, at filmen når bredt ud. Ikke bare til lystfiskere og jægere, men også til andre naturorganisationer og politikere i både Danmark og EU, siger Kaare Manniche Ebert.