Klagesag: Nej til oprensning i Nedre Halleby Å

Danmarks Sportsfiskerforbund har sammen med Danmarks Naturfredningsforening indsendt klage over Kalundborg Kommunes tilladelse til oprensning af strækning af Nedre Halleby Å på Vestsjælland. De to organisationer finder, at tilladelsen er i strid med flere love og direktiver.
Den 24. juni 2025 besluttede Kalundborg Kommune at give tilladelse til, at der kan foretages oprensning af dele af Nedre Halleby Å, uden at der skal søges dispensation fra Naturbeskyttelseslovens paragraf 3. Kommunen begrundede det med, at der var tale om ”sædvanlig vedligeholdelse”.
I klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet slår de to organisationerne imidlertid fast, at der ikke kan være tale om ”sædvanlig vedligeholdelse”, da der ganske enkelt kun tidligere er foretaget én tilsvarende oprensning. De påpeger desuden, at denne oprensning, der fandt sted i 2015, sandsynligvis blev foretaget på et retsstridigt grundlag, da der ikke blev foretaget den konsekvensvurdering, som kræves i forhold til både habitat- og vandrammedirektivet.
Tilladelse i strid med flere love og direktiver
Nedre Halleby Å og udmundingsområdet, der hedder Flasken, er en af Danmarks få uregulerede vandløbsudmundinger, og området har en målsætning om en gunstig udvikling mod god økologisk tilstand og naturlig dynamik og hydrologi. Det forpligter myndighederne særligt i forhold til beskyttelse under habitatdirektivet.
Desuden fastslår Indsatsbekendtgørelsen, at kommunen ikke kan træffe afgørelser, der medfører forringelser af områdets tilstand eller hindre fremtidig målopfyldelse.
Brug for nyt regulativ
Frem for at foretage oprensninger foreslår de to organisationer, at der udarbejdes et nyt regulativ, der kan sikre både opfyldelse af miljømål og en hensigtsmæssig vedligeholdelse.
Det kan tage lang tid at få en afgørelse igennem klagenævnet, så organisationerne opfordrer nævnet til hurtigt at tage stilling til, om klagen skal have opsættende virkning, så oprensningen ikke igangsættes, før der foreligger en afgørelse.
Du kan læse hele klagen her.
Et unikt naturområde
I denne video fra Danmarks Naturfredningsforening kan du danne dig et godt indtryk af det særlige naturområde ved Nedre Halleby Å og Flasken.