Nye fiskeplejeplaner: Ørredbestande går både frem og tilbage

Hvert år tager DTU Aqua temperaturen på danske vandløb. De nye fiskeplejeplaner viser store forskelle i ørredbestandene – vi giver dig hovedtrækkene.
I sensommeren og efteråret 2024 var biologer fra DTU Aqua ude at undersøge en række vandløb sammen med lokale foreningsfolk. Gennem en række elfiskeundersøgelser er ørredbestandene blev vurderet, og det har nu udmøntet sig i nye Planer for fiskepleje. Planerne angiver, hvad der kan gøres for at forbedre forholdene og angiver desuden hvor mange fisk, der eventuelt kan udsættes.
Ved undersøgelserne får man et resultat af forekomsten af ørreder, altså hvor mange strækninger, der har en bestand. Man finder også tætheden pr. 100 kvadratmeter, og desuden vurderer man, om strækningerne lever på til målsætningerne om god eller høj økologisk tilstand.
Vi har kigget planerne igennem for de største vandløb, og her får du resultaterne i hovedtræk, samt link til selve planerne, hvis du vil dykke ned i materialet.
Kongeå
Ørreder: Undersøgelserne viser en mindre nedgang i tætheden af både yngel og ældre ørreder. Det kan til dels tilskrives en høj vandføring på undersøgelsestidspunktet. Der er et markant fald i antallet af strækninger, hvor der målopfyldelse.
Udsætningsbehovet vurderes at være væsentlig mindre i forhold til planen fra 2014.
Laks: Der er en væsentlig fremgang i antallet af strækninger, hvor der blev fundet lakseyngel. Tætheden er dog fortsat beskeden.
Du finder den nye Plan for fiskepleje i Kongeå her.
Sæby Å
Undersøgelserne viser et mindre fald i både forekomst og tæthed af ørreder i åsystemet. Antallet af strækninger med målopfyldelse viser en lille stigning. Der peges på passageproblemet ved Sæby Vandmølle, som den store hindring for fremgang i åen.
Der vurderes samlet set at være noget mindre behov for udsætning af fisk.
Du finder den nye Plan for fiskepleje i Sæby Å her.
Liver Å
Liver Å har været ramt af flere forureninger i årene op til undersøgelsen, og det forklarer til dels det dårlige resultat, hvor der er fald i både forekomst og tæthed. Der er desuden kun målopfyldelse på ganske få strækninger.
Planen foreskriver fortsat et stort behov for udsætning af ørreder.
Du finder den nye Plan for fiskepleje i Liver Å her.
Vidå
Undersøgelserne i Vidå-systemet viser en pæn fremgang i både forekomst og tæthed af yngel, men tilbagegang for ældre ørreder. Der er også fremgang i antallet af strækninger med målopfyldelse.
Behovet for udsætninger vurderes til at være uændret i forhold til planen fra 2016.
Du finder hele den nye Plan for fiskepleje i Vidå her.
Flynder Å
Ørredbestanden i åen er gået markant tilbage, både hvad angår forekomst og tæthed. Desuden er der ingen strækninger, hvor der er målopfyldelse. Årsagen tilskrives ikke mindst spærringer, som primært er i form af bæverdæmninger.
Det anbefales ikke at udsætte ørreder i åen, da mulighederne for at ophjælpe bestanden ikke er til stede på grund af mange bæverdæmninger og kunstigt opstemmede søer.
Du finder hele den nye Plan for fiskepleje i Flynder Å her.
Hover Å
Der er en mindre nedgang i forekomsten af yngel, men fremgang for ældre ørreder og for begge en meget høj forekomst. Tætheden for yngel er uændret, mens den er steget for ældre ørreder. Der er desuden en pæn stigning i antallet af strækninger med målopfyldelse.
Ørredbestanden er fortsat selvreproducerende, og der er ikke noget udsætningsbehov.
Du finder hele den nye Plan for fiskepleje i Hover Å her.