Kendt bandeleder i spidsen for nyt landsdækkende vandplejeprojekt

Med projektet ”Flere fisk & mere frivillighed” sætter Lystfisker Danmark nu ind for at styrke det frivillige vandplejearbejde over hele landet. Og i spidsen for projektet står en kendt ildsjæl: Rune Hylby, mangeårig frontfigur for Grusbanden Fishing Zealand.

Rune Hylby
Projektleder "Flere fisk & mere frivillighed" samt bandeleder for Grusbanden Fishing Zealand
Danske lystfiskere lægger en stor frivillig indsats i at forbedre vandløb til gavn for fiskebestandene og naturen. Det arbejde skal nu styrkes med projekt ”Flere fisk & mere frivillighed” under Lystfisker Danmark, der vil rydde nogle af de typiske barrierer af vejen, der gør vandløbsarbejdet udfordrende.
For mange lystfiskere vil gerne være med til at forbedre gyde- og opvækstforholdene for ørreder og andre vandløbsfisk, men møder stopklodser i form af administrativt bøvl og tunge tilladelser. Det skal den nye projektleder Rune Hylby være med til at afhjælpe, så flere foreninger og frivillige kan komme i gang – og blive ved.
- Jeg glæder mig! Det bliver fantastisk at samarbejde med lokale ildsjæle, foreninger, Danmarks Sportsfiskerforbund og forskerne om at gennemføre endnu mere vandplejearbejde rundt i Danmark, siger Rune Hylby, der allerede er kendt som bandeleder i Grusbanden Fishing Zealand og nu ny projektleder under Lystfisker Danmark.
- I første omgang handler det om at skabe et netværk af vandplejefolk og støtte dem i det administrative arbejde. Alt sammen for at nå frem til det, som betyder så meget for os – de klukkende vandløb med ørreder, som trives, siger Rune Hylby.
Ros fra Danmarks Sportsfiskerforbund
Hos Danmarks Sportsfiskerforbund vækker projektet stor begejstring.
- Det her er et vigtigt og rigtigt initiativ. Vi har brug for mere og bedre vandpleje – og det kræver, at vi gør det lettere at være frivillig. Projektet her rammer hovedet på sømmet, siger Lars Rasmussen, direktør i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Han glæder sig samtidig over valget af Rune Hylby til posten som projektleder:
- Rune er et fremragende valg. Han har vist, hvordan man får tingene til at ske, og vi har allerede et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med ham og Grusbanden Fishing Zealand. Det samarbejde ser vi frem til at udbygge – både med Rune, med Lystfisker Danmark og med alle de lokale lystfiskerforeninger, der lægger en enorm indsats i vandplejen, siger Lars Rasmussen.
Et projekt med store forventninger
Projektet er en del af Lystfisker Danmark – den nationale strategi for lystfiskeri – hvor der er stor tilfredshed med, at der nu skrues endnu mere op for frivillighed og naturgenopretning i regi af strategien:
- Det er oplagt, at den nationale lystfiskerstrategi aktivt bakker op om noget så nyttigt og meningsfuldt som lokale fællesskaber, der arbejder for bedre lystfiskeri. Rune har via sit arbejde med Grusbanden Fishing Zealand fuldt ud vist, at han kan både det tekniske og det menneskelige. Så vi har store forventninger til samarbejdet, slutter Arne Kvist Rønnest, projektchef i Lystfisker Danmark.