Tak for jeres støtte – Danmarks Sportsfiskerforbund er nu en §8A-godkendt organisation

Danmarks Sportsfiskerforbund er nu godkendt som §8A-organisation. Takket være medlemmernes støtte kan vi fremover få momsrefusion og bruge flere midler direkte på at forbedre vandmiljøet og styrke dansk lystfiskeri.
I sensommeren 2024 valgte i alt 275 personer og virksomheder at bakke op med en økonomisk håndsrækning, så vi kunne søge om at blive godkendt som en organisation efter ligningslovens §8A. Det lykkedes, og vi er nu officielt en §8A-organisation.
Som §8a-organisation er det muligt at få momsrefusion, hvilket styrker Forbundets økonomi og gør os i stand til at bruge flere af vores indtægter direkte på at forbedre forholdene for vandmiljøet og fiskeriet i Danmark.
Fra idé til virkelighed
Initiativet til at blive en §8A-organisation blev født ud af et ønske om at sikre Danmarks Sportsfiskerforbund en mere robust og fleksibel økonomi. Ligningslovens §8A giver organisationer med et almennyttigt formål mulighed for at modtage fradragsberettigede gaver og samtidig søge om at få refunderet den moms, de betaler på indkøb og ydelser.
For at blive godkendt skulle Forbundet først kunne dokumentere bred folkelig opbakning – og her kom medlemmerne ind i billedet. Med medlemmernes bidrag kunne vi i løbet af sensommeren 2024 indsamle det nødvendige antal donationer og beløb for at opfylde kravene i lovgivningen, som lyder på 100 donationer af mindst 200 kr.
I alt modtog vi 275 bidrag, som tilsammen udgør et klart bevis på den opbakning, vi nyder i medlemskredsen og blandt vores samarbejdspartnere.
Krævede vedtægtsændringer
På en ekstraordinær kongres mandag den 30. december 2024, blev forbundsbestyrelsens forslag til vedtægtsændringer fremlagt og enstemmigt vedtaget. Kort efter blev ansøgningen og listen over bidragydere sendt til Skattestyrelsen.
Lørdag morgen kom så den længe ventede melding: Danmarks Sportsfiskerforbund er nu officielt godkendt efter ligningslovens §8A.
Hvad betyder det for Danmarks Sportsfiskerforbund – og for vandmiljøet?
Godkendelsen som §8A-organisation er mere end blot en administrativ formalitet. Det er et værktøj, der styrker vores mulighed for at gøre en reel forskel. Med adgang til momsrefusion får vi mere ud af hver krone, vi bruger – penge, der i højere grad kan gå til konkrete indsatser for at forbedre vandløb, søer, kystzoner og levesteder for fisk.
Det giver også mulighed for at styrke vores arbejde med politisk interessevaretagelse, medlemsaktiviteter, formidling og projekter, der alle har til formål at sikre sunde fiskebestande og adgang til godt fiskeri for alle.
Tak til alle, der bidrog
Vi skylder alle medlemmer en stor tak. At så mange valgte at støtte op, bekræfter os i, at vi står på et stærkt fundament af engagerede medlemmer og partnere, der deler vores vision om et rigt og bæredygtigt vandmiljø.
Fremadrettet vil vi arbejde målrettet med at udnytte de nye muligheder, som §8A-godkendelsen giver os – og vi håber, at endnu flere vil se fordelene ved at støtte os gennem gaver, donationer eller arv.
Sammen gør vi en forskel for naturen, fiskene og fremtidens lystfiskeri.