Middelfart Kommune politianmelder Vejdirektoratet for forurening af fynske vandløb
Torsdag d. 30. oktober var den gal igen igen ved Åbylundrenden. Et stendige, der skulle forhindre vand med sand og ler i at ende i Åbylundrenden, brød igen sammen.
Danmarks Sportsfiskerforbund er tilfreds med, at Middelfart Kommune nu har valgt at politianmelde Vejdirektoratet for de gentagne forureninger af Åbylundrenden og Viby Å. Politianmeldelsen kommer efter flere alvorlige episoder, hvor sand og ler fra anlægsarbejdet af jernbanen på Vestfyn har forurenet åerne.
De omfattende miljøskader har ramt nogle af Fyns mest værdifulde ørredvandløb, hvor både gydebanker, fauna og økosystemer er blevet kvalt af sediment.
Det er sket på trods af, at Vejdirektoratet gennem længere tid er blevet gjort opmærksom på deres forureninger – og har været underlagt påbud og skulle sikre, at forureningerne blev stoppet.
Både de lokale sportsfiskere, Middelfart Kommune og Danmarks Sportsfiskerforbund har været i dialog med Vejdirektoratet – men altså uden held.
- Det er ærgerligt, at situationen er endt her. Det burde have været muligt at løse problemerne gennem dialog og klare påbud, men Vejdirektoratet har simpelthen ikke efterlevet deres forpligtelser. Derfor er det nødvendigt, at kommunen nu går videre med en politianmeldelse, siger Torben Hansen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Han understreger, at forbundet længe har påpeget de alvorlige konsekvenser for fiskebestandene og vandløbenes tilstand, og mener i øvrigt, at Middelfart Kommune også har gjort, hvad de kunne, for at få Vejdirektoratet til at ændre praksis og forebygge nye forureninger.
Danmarks Sportsfiskerforbund vil nu følge politisagens udvikling nøje.