4 skælsættende historier
Skælprøver og skælaflæsning er et vigtigt værktøj til at få større viden om en række fisks livscyklus og levevis. I denne artikel dykker fiskebiolog Kaare Manniche Ebert igen ned i fire fiskehistorier, og ved hjælp af skælaflæsninger løfter han sløret for fiskenes livshistorier.
Den første historie
Da Mikkel kastede sin skumflue ud i Århus Bugten i september 2021, havde han næppe forestillet sig, at han skulle skrive fluefiske-historie og blive en pioner. Men det blev han, for den fisk, som tog fluen i en kraftig vending, er med stor sandsynlighed den første og eneste laks, der nogensinde er fanget på skumflue i saltvand i Danmark. At Mikkel egentligt fiskede efter havørred gør ikke fangsten mindre exceptionel.
En sprinter for enden af linen
Da fluen blev inhaleret, tog fisken – som altså var en laks – et langt udløb, som belastede Mikkels 6’er fluestang til det yderste. Han havde derfor en klar idé om, at fisken var speciel. Måske en stor, fed havørred? Da den endelig kom på land, var den godt nok stor men alt andet end en fed Salmo trutta.
Fisken var 74 cm lang og kunne let have vejet mere end 4 kg, hvis den havde været en havørred i topkondition. Den vejede i stedet 2,5 kg, og det store haleror, som gør fisken til en supersprinter i forhold til havørreden, der har en topfart på 18 km/t, viste tydeligt, at Mikkel havde fanget en Salmo salar – en vaskeægte laks. Laksens topfart er knapt 30 km/t, og selv om fisken var tynd, så havde den vist sit værd som sprinter for enden af Mikkels flueline.
"Den mest sandsynlige forklaring på dens kondition er, at laksen ikke nåede op til ædepladserne i Nordatlanten, inden instinkterne og hormonerne atter sendte den tilbage mod ferskvand for at formere sig"
SKÆLLENES FUNKTION
Skællene har flere funktioner. De gør blandt andet fisken hårdere, og de yder derfor en vis beskyttelse mod at blive ædt. Skællene er desuden udformet på en måde, der gør fiskens overflade mere "glat", så vandmodstanden bliver mindre. Skællene er derfor med til at øge fiskens svømmeevne. De er også med til at "afstive" fisken, og det øger dens evne til at svømme hurtigt. Det er blandt andet derfor, at hurtige fisk ofte har kraftige, store skæl, mens en fisk som ålen, der ikke er en hurtigsvømmer, har meget små og relativt bløde skæl. Og så er skællene med til at gøre fisken mere "tæt", så den ikke så let får infektioner og problemer med væske- og saltbalancen.
Laks der har overlevet gydningen
Mikkel undrede sig noget over fiskens kondition – selv om den altså havde vist sig meget kraftfuld. Da han rensede den, kunne han konstatere, at den tilsyneladende ikke havde parasitter i sig, som ellers havde været en mulig forklaring på dens slanke kropsform.
Skælprøven gav svaret. Den viste, at laksen var 3½ år gammel. Den smoltificerede og trak ud i havet, da den var cirka 1 år gammel og 14 cm lang. Med en smoltalder på 1 år, er det mest sandsynligt, at den er blevet udsat, idet vilde smolt ofte er mindst 2 år gamle og næppe kan nå at blive 14 cm på et enkelt år i ferskvand.
Herefter svømmede den rundt i Atlanterhavet og åd sig stor i cirka 18 måneder. På de 1½ år blev den 65 cm lang og kønsmoden, og derfor svømmede den i efteråret 2020 op i ferskvand for at gyde. Måske i Ätran, en anden vestsvensk elv eller i Gudenåen.
Den overlevede gydningen, svømmede ud i havet relativt sent – måske engang i april, for den havde kun haft længdetilvækst i cirka fire måneder i 2021 – og så blev den fanget af Mikkel.
Skælprøve fra Mikkel Dyekjærs historiske laks
Hormonerne styrer
De fire måneder i saltvand var altså ikke nok til, at den havde kunnet genvinde sin runde kropsform efter gydningen. Den mest sandsynlige forklaring på dens kondition er, at laksen ikke nåede op til ædepladserne i Nordatlanten, inden instinkterne og hormonerne atter sendte den tilbage mod ferskvand for at formere sig.
Kønsmodningen og den lange svømmetur har simpelthen fjernet fiskens fokus fra at æde – men Mikkels skumflue kunne den altså ikke lade være!
Den anden historie
Den næste fisk er også meget speciel. Både fordi den også blev fanget på overfladen, og så fordi den havde en adfærd i åen, som kun meget få havørreder har – så vidt vi ved.
Historien begynder sidst i maj 2022, hvor Sportsfiskerens skribent Henning Pedersen tog den lange køretur fra Nordsjælland til et af Vestjyllands smukke vandløb.
Drømmen om at fiske med majflueimitationer efter bækørreder kan få det til at gibbe i enhver tørfluefisker, og det var da også formålet med turen. Og Henning rammer klækningen lige så perfekt, som da John Faxe sænkede tyskerne i fodboldfinalen i 1992.
Der er masser af fluer på overfladen, og han ser frem til nogle spændende timer ved Fladsåen – den nordlige gren af Ribe Å-systemet. Hennings egne ord – Om aftenen mandag den 30. maj stod jeg ude ved Fladså for at kigge lidt på en strækning, hvor jeg ikke tidligere havde fisket.
Et hurtigt kig på vandet afslørede, at det drev med majfluer, så i første omgang riggede jeg min klasse 4 stang til for at se, om det skulle være muligt at finde en bækørred eller stalling, der kunne lokkes med en tørflue.
Det var ikke mange fisk, der brød overfladen og ingen, der kom op gentagne gange, da jeg bevægede mig opstrøms, men da jeg var ved at opgive mit forehavende, fik jeg øje på en større fisk, der snuppede en majflue. Kort efter kom den op igen, og det blev den ved med, indleder Henning.
- Fisken stod i et sving en meter ud fra modsatte bred. Jeg listede mig ind på den og kom ned på knæ. Heldigvis havde jeg et frit bagkast, så det var nemt at få præsenteret fluen for fisken.
Den blev ved med at tage majfluer, men min flue rørte den ikke, så jeg skiftede til en anden. Den afviste den også, og det samme var tilfældet med den ellers så sikre flue Klinkhammer. Men den fjerde flue, en simpel majflueimitation med vinge af hvidt polygarn, den tog fisken i første kast.
Jeg blev hurtigt klar over, at det var en væsentlig større fisk, end de bækørreder og stallinger, jeg havde forventet at møde, og det var også klart, at det spinkle grej dårligt matchede opgaven. Værre blev det dog, da fisken gik under nogle vandranunkler og forsatte i et langt udløb opstrøms. Jeg måtte hastigt bevæge mig nedstrøms for at få linen i en nogenlunde lige linje op mod fisken.
Et kig på spolen viste, at overgangen til backingen var nær, da fisken endelig vendte og kom nedstrøms, hvor det lykkedes at få linen fri af vandranunklen, forklarer Henning.
– Derfra opførte den sig ganske pænt, men ydede en sej og vedvarende modstand. Det store laksenet lå selvfølgelig oppe i bilen, for hensigten var jo bare at fiske bækørred. Jeg havde kun et kort net, men med det ene ben nede i åen lykkedes det lige akkurat at nå ud til fisken, der gled i nettet, hvor den åbenbarede sig som en smældfed og blank havørred, afslutter Henning
Henning Pedersens flotte havørred havde mindst 50 majfluer i mavesækken.
Sækken fuld af nymfer
Og fisken er i sandhed fed. Henning fik den ikke vejet, men den 59 cm lange havørred vejer skønsmæssigt omkring 3 kg. Det var åbenlyst, at havørreden havde vist interesse for de store majfluer, men havde den virkeligt også inhaleret dem, eller bare spyttet dem ud igen? Svaret var overbevisende: Fisken havde mere omtrent halvtreds majfluer i mavesækken.
Og hunfiskens relativt veludviklede rognsække slog fast, at den ikke var svømmet op i Ribe Å for at æde, men udelukkende for at gyde et halvt års tid senere.
At havørreder tager føde til sig i ferskvand, er ikke ukendt fænomen. Især i nogle tilløb til Limfjorden bliver der målrettet fisket efter ædende havørreder, og jeg har selv fanget en havørred med en vandrotte og en tudse i mavesækken i et østjysk vandløb. Men halvtreds store majfluer i sækken – det er alligevel uhørt!
Tidlig opgangsfisk
Skælaflæsningen er i den forbindelse det mindst spændende ved fisken. Aflæsningen viste, at ørreden var vild – ikke overraskende, for der er ikke sat ørreder ud i Ribe Å-systemet i mere end 15 år.
Den svømmede ud i Vadehavet som toårig, og efter to hele år og et par måneder i havet svømmede den i løbet af maj op i Ribe Å, drejede mod nord og endte derfor i Fladså/Gram Å i stedet for i Gels Å. Her kunne den altså ikke kunne styre sin appetit på majfluer, og det blev dens skæbne.
Den tredje historie
Inspireret af de specielle fangster på overfladen tog jeg kontakt til fluefiskeren Søren Skarby – fotojournalist og skribent på Sportsfiskeren – og spurgte, om han ikke kunne fange en havørred på kysten på skumflue, som jeg kunne bruge til denne artikel.
Den slags udfordringer kan Søren slet ikke stå for, så han tog ud på et hemmeligt spot i det sydfynske den samme aften. Og sørme om han ikke stolt ringede den næste morgen med beskeden om, at han selvfølgelig havde fanget en fin, lille havørred på skumfluen – og at skælprøve var på vej til Vingsted. Sørens afsluttende ord var: – Jeg tror, at det er en af Lindas fisk, for dens ene brystfinne var en smule ujævn.
Fisk med finneskader
Og det var jo en spændende udmelding, som jeg i det følgende vil prøve at afklare – og forklare for dem, der endnu ikke kender Linda. Hun er biolog og fiskemester på Fyns Laksefisk, der i lokalerne på Elsesminde i udkanten af Odense producerer havørredsmolt til Havørred Fyn og til nogle områder på Sjælland. I alt mange hundredetusinde smolt, der i et vist omfang er med til at gøre kystfiskeriet efter havørred bedre.
SKÆLAFLÆSNING
Når fisken vokser i længden, bliver der aflejret en vækstlinje – en såkaldt sclerit – rundt i skællets kant. Når fisken vokser hurtigt, er der stor afstand mellem scleritterne, mens det modsatte er tilfældet, når den har dårlig tilvækst. Fisk i Danmark vokser generelt hurtigt i perioden forår-sommer-efterår, mens tilvæksten stagnerer eller går i stå om vinteren. Et helt år i fiskens liv består derfor af en længere periode med stor afstand mellem scleritterne og en kortere periode med lille afstand. Denne skælprøve stammer fra en havørred på 77 cm og 5 kg, og den har levet to år i ferskvand (de to nederste røde streger), hvorefter den er svømmet ud i havet, hvor der er bedre tilvækst. Den har levet tre hele år i havet – se de øverste tre røde streger, der hver repræsenterer et år. Hvis fisken har gydt, kan det ses ved mere eller mindre tydelige "gydemærker" i skællet, hvor scleritterne ser ud som, de er forsvundet/ ætset væk. Denne havørred har ikke gydt.
Når fiskene produceres i dambrug i store tætheder, vil det ofte kunne ses på deres finner i form af små eller større deformiteter, der ikke betyder noget for fiskenes overlevelse, men som gør det muligt at genkende fiskene flere år efter udsætningen.
De små finneskader blev i øvrigt indtil for få år siden brugt til at estimere, hvor meget udsætningerne bidrager til havørredfiskeriet omkring Fyn. Det blev skønnet, at lidt mere end hver tredje fisk, der i den periode blev fanget af nogle testfiskere, kom fra Elsesminde.
Smoltalder afgørende
Skæl fra havørreder på 45 cm er sjældent ret ophidsende – de er jo enten 2 eller 3 år gamle. Men Sørens udsagn om, at han troede, det var en udsat ørred, gør det straks mere spændende, ikke? Det kunne jo være dejligt at fortælle ham, at han for en gangs skyld har taget fejl.
Ud over de ydre kendetegn som finneskader, så vil smolt fra Elsesminde og dambrug altid være 1 år gamle, når de bliver sat ud i naturen. Men der findes også mange vilde smolt på 1 år. Især på Sjælland ses det ofte, og det skyldes, at vandet i de sjællandske åer generelt er varmere end i jyske vandløb.
Det betyder, at de vilde ørreder på Sjælland vokser bedre, såfremt der er føde nok og vandet ikke bliver for varmt – det vil sige over 19 grader – i længere perioder.
Lindas fisk
Skælprøven viste, at Sørens havørred er godt to år gammel. Et år i ferskvand, hvor den blev 16 cm lang, og så et år og et par måneder på kysten, hvor den altså voksede 29 cm. En fin tilvækst. Og så kunne jeg aflæse, at den havde haft tilvækst i 9-10 måneder i løbet af det første leveår.
Det er ikke sandsynligt ude i naturen, hvor vandet ofte er under 4 grader i længere perioder, hvor ørrederne så ikke vokser. Så min tilbagemelding til Søren blev, at han havde ret: Han havde fanget en af Lindas fisk.
Den fjerde historie
Sidste skælsættende historie indeholder både et mysterium, blodige skæl og en overraskende slutning.
Den begynder på bredden af Gels Å, som er den sydlige gren af Ribe Å-systemet. Der blev flere steder ved åen i 2021 fundet bunker af skæl, der lå i en blodig pøl. Der var helt åbenlyst blevet slået fisk ihjel, skællene var nærmest skrabet af, og efterfølgende var fiskene blevet ædt. Hvilket dyr gør mon den slags? Der er faktisk kun to realistiske bud, når skællene findes på landjorden, og det er odder og mink. Men hvad er det for nogle fisk, som odderne eller minkene har ædt? Jeg fik tilsendt nogle af skællene, og så gik opklaringsarbejdet i gang.
Ikke laksefisk
Skællet var for stort og for stift til at kunne stamme fra laksefisk, så mistanken rettede sig mod gruppen af karpefisk, der alle har store og stive skæl. Skælaflæsningen viste, at fisken var cirka ni år gammel, og den havde gydt 4-5 gange. Den viden var dog ikke nok til at komme et svar nærmere, så jeg kontaktede DTU Aqua.
Svaret fra DTU – som de baserer på skællets karakteristiske form – var, at fisken med stor sandsynlighed er en rimte. Det passede i øvrigt fint med skællets historie, for rimter gyder typisk første gang, når de er 4-5 år gamle. En ni år gammel rimte vil også være en god mundfuld for en odder, for den vil være et stykke over 30 cm og veje omkring et halvt kg.
Skælprøve fra en rimte
Der findes ikke rimte i Ribe Å-systemet…
Så det hele passede ret godt – bortset fra, at der ifølge Atlas over Danske Ferskvandsfisk ikke er verificerede fund af rimte fra Ribe Å-systemet. Men det har DTU Aqua også et godt bud på.
Rimternes overraskende tilstedeværelse kan forklares ved, at der er rimter i andre vandløb, der udmunder i Vadehavet i nærheden af Ribe Å. Rimterne kan derfor sprede sig mellem vandløbene, fordi de kan klare en del saltvand. Der er dog en del spærringer i Ribe Å, som de i givet fald har skullet passere for at komme op i Gels Å, så måske har de altid været der.
Konklusionen blev således, at der nu helt sikkert er rimter i Ribe Å-systemet – medmindre de sultne pattedyr har ædt dem alle
